Spasmagersanger - Guido Paevatalu

Efter publikums stemning at dømme blev denne aften med strejftog i operaens og operettens verden en stor sejr for Det Kongelige Teaters udvalgte solister, da de optrådte i parken.

Guido Paevatalu er en uforlignelig konferencier, den bedste, jeg nogen sinde har oplevet: han er underholdende og har en let ironisk eller humoristisk distance til det, han fortæller, hvad enten det drejer sig om en operas indhold eller en kollegas præstationer.

Han lagde dermed grunden til den fortræffelige festivitas, hvor kultur og natur skulle mødes i den smukke kildepark ved Skt. Knuds Kilde i Hjørrings udkant.
Anne Margrethe Dahl lagde for med en pragtudgave af Elisabeths store arie fra 2. akt af Wagners ”Tannhäuser”: ”Dich teure Halle grüss ich wieder”. Måske nok en temmelig voldsom indledning.

Da lettede parkens duer for ikke at vende tilbage før efter den toenhalv time lange koncert!

Mezzosopranen Tuva Semmingsen havde fået forfald og var blevet erstattet af Elisabeth Halling, hvilket medførte et par ændringer i programmet, bl. a. sang Elisabeth Halling en fyrig udgave af Carmens store seguidilla fra 1. akt af Bizets ”Carmen”, og vi fik også fra musicalen ”My Fair Lady” Elisas lykkelige arie, da hun har lært, hvad hun skulle: ”Jeg kunne danse nu”.

Første afdeling var den tungere bestanddel af koncerten med arier fra bl. a. ”Tosca”, ”La Traviata” og ”Perlefiskerne”.

Man bemærkede her især Anne Margrethe Dahls årvågent vibrerende udgave af den væmmelsesfyldte Tosca, der synger om den lykke, livet har skænket hende indtil nu: ”Vissi d"arte”.
I anden afdeling slog solisterne sig løs: Anne Margrethe Dahl gav en ildfuldt flammende udgave af ”Meine Lippen, sie küssen so heiss”, mens Elisabeth Halling i Barcarolen fra ”Hoffmanns eventyr” viste sin stemme store volumen, og Peter Lodahl, der havde fået sunget sig varm, viste sin stemmes omfang i ”Dein ist mein ganzes Herz”, mens Palle Knudsen slog sig løs i ”Da geh’ ich zu Maxim”. Hans fyldige, mørke baryton klædte også Don Juans serenade til kammerpigen og hans smeltende overtalelsesarie til Zerlina.

Og så er der tilbage Guido Paevatalu, en spasmager, der illuderer sine partier med tolkende gestus, hvad enten han synger listearien fra ”Don Juan”, giver den som toreador eller som perlefisker. Han fylder meget på en scene.

Det er i og for sig en vovet sag at optræde i det fri, for der er jo tale om en ubegrænset scene, hvor solisterne kun har et stort tomt rum omkring sig, her skabt at stedets storhed, den høje luft, lysets tilfældigheder og vejrets bestandighed.