Meningsforedrag - Nils Villemoes

Hvad er meningen?
Af Nils Villemoes

En ung mand står og skuer ud over havet nordvest for Gilleleje en dag i august 1835. Hvad er meningen med mit liv? spørger han sig selv. Han er kun 22 år. I den alder er de fleste optaget af helt andre spørgsmål. Vi leder ikke efter en bestemt mening, vi lever livet dag for dag, skridt for skridt, tager det, som det kommer og får det bedste ud af det.

Men det vil Søren Aaby Kierke-gaard ikke nøjes med. Han leder efter ”den idee, for hvilken jeg vil leve og døe”, skriver han om aftenen i sin dagbog inden han går til ro på Gilleleje Kro.

Tyve år senere i en alder af 42 dør Søren Kierkegaard. Heldigvis når han at finde meningen med sit liv, inden han dør.

Mange steder og måder
Man kan finde mening mange steder, fortæller Nils Villemoes. Fx kan man etablere en stor familie og forsøge at være en god far, en trofast ægtefælle, en sjov morfar, en hjælpsom nabo. Det er blot at gå i gang.

Man kan også klatre til tops i erhvervslivet, starte egen virksomhed, skabe en masse nye arbejdspladser så mange mennesker kommer i beskæftigelse. Hvis man er ansat i en virksomhed, kan man finde mening på mange måder, man kan være en god kollega, sørge for at være i godt humør hver dag, deltage i det, der foregår, osv.. Der er mange muligheder, siger Nils Villemoes.

I foreningslivet er der også et hav af muligheder. Når man deler interesse med andre, er det ingen sag at dele ansvar. En forening består af medlemmer, der deler ansvar, og det er ikke svært, hvis man har en fælles interesse. Skil ordet ad i to og du kan se, hvad det betyder: inter betyder ”inden i”, og esse er ”at være”. At være inden i er ensbetydende med at være så optaget af et eller andet, at man helt glemmer tid og sted og det er vel det, der er den egentlige udfordring for os alle: at være involveret i et eller andet og samtidig gøre gavn.

Man kan fx gå ind i politik. Der er også en mulighed. Nogen går så meget op i politik, at de nærmest bliver opslugt af det og næsten forsvinder, og det er for meget, mener Nils Villemoes. Det er jo også vigtigt at have det sjovt, rejse ud i verden og opleve fremmede steder og skikke. Livet er så kort, det er dumt at øde det bort.

Søren Aaby Kierkegaard valgte de jordiske glæder og fornøjelser fra. Han giftede sig ikke, for han vidste på forhånd, at dét ville han komme til at fortryde. Hvor han havde den viden fra er umuligt at sige, for han prøvede det aldrig, sprang aldrig ud på de 7o favne. At indgå ægteskab er et eksperiment, fordi man først lærer sin ægte fælle at kende, når man har været gift en tid. Det viser sig ofte, at den, man har giftet sig med, er en helt anden, når først han eller hun har lært én at kende.

At have travlt
Nils Villemoes fortsætter: Søren valgte også erhvervslivet fra; det sagde ham ikke noget. Tværtimod gjorde han groft nar af de travle forretningsmænd, der stod og trippede, når Knippelsbro var oppe: ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det aller latterligste at have travlt i Verden”, sagde filosoffen en dag, mens han passerede en travl herre: ”Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere?” spørger han i forbifarten.

Foreningslivet tog han også afstand fra. Store folkelige bevægelser var ham inderligt imod. Derfor havde han ikke meget godt at sige om Grundtvig, som netop dyrkede de folkelige bevægelser: ”Al Grundtvigs Prædiken er dog ikke andet end idelig gjentaget Phantasiens Udvanding, saa at Benene aldrig kan følge med en ugentlig Udtømmelse”, sagde Kierkegaard om Grundtvig. Sådan! De var i en vis forstand begge to optaget af det samme projekt, men var ikke enige om ret meget.

H. C. Andersen skrev eventyr. At rejse er at leve, sagde han. Deri fandt han stor behag. Søren K. rejste ingen steder. Fire gange rejste han til Berlin, og en enkelt gang besøgte han Århus, men det var bestemt ikke nogen succes. Han havde det allerbedst i København, gik en lang tur hver dag, ofte den samme tur: ”Bliver man ved at gaae, saa gaaer det nok”, skrev han i et brev til sin svigerinde Henriette Kierkegaard.
”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns”, er titlen på en bog om Søren Kierkegaard skrevet af Peter Thielst i 1994. Kierkegaard siger det selv, men drager en lidt anden konklusion: Netop fordi livet leves forlæns, er det umuligt at forstå sit liv undervejs: ”Livet i Timeligheden”, som han siger, ”bliver aldrig forståeligt, fordi der ikke er ro til at indtage stillingen: baglæns”.

At ærgre sig bagefter, når livet er ved rinde ud, kommer der som bekendt ikke noget godt ud af, så La vær!

Valg
Undervejs gennem livet tvinges vi til at foretage en række valg, fortæller Nils Villemoes. Det er disse valg, der gør os til de personer, vi nu en gang er ­ eller bliver ­ eller er på vej til at blive. Vi træder i karakter, som det hedder, et udtryk som også stammer fra Kierkegaard. Han har i det hele taget haft en langt større betydning, end de fleste aner.

I sit eget valg er han særdeles konsekvent, og det er vel bl.a. derfor, han er blevet så berømt, som tilfældet er. Han gør ikke som alle vi andre, han følger sin egen indre stemme, fravælger alt det jordiske til fordel for Himmerigets glæder, hvad de så end omfatter. Søren siger nej til alt det sjove, fornøjelige og uforpligtende, det er noget Piat, siger han, og det kan han havde ret i. Vild med dans? Ikke mig, der er andet i livet.

En dag i marts 1848 sidder Søren Kierkegaard i sin stue og læser korrektur på sin første bog, Enten­eller. I det samme passerer en stor flok mennesker forbi hans vinduer. Det er Københavns bystyre i spidsen for en stor forsamling af borgere på vej op til Kongen for at kræve en ny forfatning, en ny grundlov. Filosoffen bliver siddende, han end ikke rejser sig fra stolen for at se de mange mennesker defilere forbi. Han er optaget af sit eget, så må samfundet udvikle sig, som det bedst kan. Hjertets renhed er at ville et.

Både - og
Det er fascinerende at læse om et menneske, der vælger alt det fra, som alle vi andre går op i. Det er også lidt skræmmende ­ og udansk i allerhøjeste grad.

Danskere vælger ikke enten­eller, vi vælger både­og. Og de fleste af os vælger først og fremmest det jordiske. Vi giver Gud en chance om søndagen og det er vel ret beset også udtryk for mangel på respekt at vælge det jordiske fra, hvis man tror, det er Gud, der har skabt jorden og alt, hvad der findes på denne skønne klode.

Hver mand er salig i sin tro. Menneskets mest karakteristiske egenskab er indbildskhed. Vi er indbildske, skrev H. C. Andersen i en stil, da han gik i skole i Slagelse. Han brugte ordet i den positive betydning. Vi kan forestille os en helt anden verden end den, der er. Det er på den måde, vi har skabt et billede af Paradis, et sted, hvor der hersker fred og fordragelighed, men også et kedsommeligt sted at opholde sig i længere tid, fordi der ikke sker noget som helst.

For mig er der ingen tvivl! Hvis mennesket i sin tid ikke var blevet smidt ud af Paradis, havde det selv fundet en eller anden udvej, fortæller Nils Villemoes. Uden for hegnet ligger: den brogede verden med al dens nød og strid. Det er her, det er sjovt at være! Det er her, livet har sat dig stævne: ikke i det himmelblå!

Jeg elsker den brogede verden er skrevet af H. V. Kaalund i 1877. Kaalund har også skrevet På det jævne. Begge sange står i Højskolesangbogen, det er nr. 98 og 99. Syng selv!