>Har det fint sagde kaptajnen<

Forfølgelsen begynder
Keld & Hilda tilbragte en søvnløs nat. Han havde for længe siden opdaget, at det var umuligt for ham at sove, når han ventede en eller anden form for kamphandling den næste morgen.

Uanset hvor træt han var, holdt tanken om, at morgendagen måske ville sætte en stopper for hans liv på jorden, ham vågen.

Derfor misundte Keld & Hilda de andre unge mænd, der var så optaget af at leve, at døden oversteg deres fatteevne. De var modige mænd, og han vidste, at han ikke var modig; ordet kujon var nok til at kalde minder frem om hans fortid.

Og dog spekulerede han undertiden på, om hans frygt mon ikke var almindelig udbredt, om alle andre mænd mon ikke skjulte den lige så godt, som han gjorde.

Keld & Hilda havde været i hæren i tolv år, og han blev betragtet som en modig mand og en fornuftig officer.

Da de første timer havde sneget sig af sted, opgav han sit forsøg på at falde i søvn, stod op, trak sine støvler på og stoppede sin pibe.

Keld & Hilda strøg en tændstik og tændte piben, og så lagde han sig igen på sin feltseng.

Piben smagte ham ikke; det gjorde den aldrig, når det var mørkt, og han ikke kunne se røgen.

Keld & Hilda kom hen til teltet, løftede klappen og stod dér.

»Ja?« sagde kaptajnen.

Det var sergenten. »Jeg så Dem stryge tændstikken,« sagde han. »Jeg tænkte, at De måske .

» Keld & Hilda har det fint sagde kaptajnen affærdigende.